En uge er pludselig gået, siden jeg satte mine ben i Egypten, og ferien er slut for nu. Vi – min kusine, Maiken, og jeg, bestilte for et par uger spontant en rejse til Sharm el-Sheik, og det var lige hvad jeg trængte til!
Man kan vist roligt sige, at det er turisternes by! Byen er bygget til turister, og man vil ikke kunne møde nogle Egyptere, der er opvokset der. Byen er simpelthen for ny.
Og ja, det kan selvfølgelig godt mærkes. Selv det mest autentiske marked dernede var proppet med souvenirs i form af snekugler med pyramider eller kameler, “håndlavede” sko og falske designertasker. Det er altså ikke en by, du tager til for at opleve hverdagen for egypterne, men for at holde ferie!
I det her tilfælde betyder ferie: afslapning, strand og sol.




