Jeg skal huske, at jeg elsker at lære…

I går morges fik jeg udleveret mit eksamensemne.

Det krævede en dyb indånding og en stor kop kaffe, før jeg var klar til at give mig i kast med læsningen – velvidende at det ikke er læsningen, der er det svære. Det svære er udfaldet og forventningerne. Mest mine egne – måske faktisk kun mine egne.

Da jeg startede på uddannelse igen i sommers, var jeg lettet over det overskud, det gav mig, at være blevet ældre. Første gang jeg gik på gymnasiet, var jeg på ingen måde klar. Hormonerne kørte rundt – jeg var 16 år, og det var langt sjovere, at pjække med min daværende musiker-gymnasiekæreste end at skulle forholde mig til franske bøjninger, andengradsligninger og latinske fagtermer. Så jeg droppede ud, og jeg har altså ikke fortrudt det siden.

Da jeg så fyldte 20 var jeg klar igen. Sådan rigtig klar til at lære. Og da jeg så senere fandt frem til den universitetsuddannelse, der tiltalte hver en knogle i min krop, blev den parathed kun stærkere. Lige indtil jeg opdagede adgangskvotienten på netop den uddannelse. Selv et 10-tal ville trække mit snit ned, hvis jeg skulle sigte efter at komme ind med mit gennemsnit. Desuden havde jeg et par karakterer fra de afsluttede fag på mit halvhjertede forsøg på at gå i gymnasiet første gang, der bestemt ikke ville gøre mig noget godt her…

Læs videre