bruddet

Jeg var lykkeligt uvidende – indtil nu…

Det er gået op for mig, at jeg har haft et dårligt år. Eller start på året – et dårligt 2018.

Vi skulle ikke mange dage ind i januar, før et af mine tætteste familiemedlemmer fik konstateret en neurologisk sygdom. Det var et par hårde dage efter nyheden, selvom vi inderst inde havde frygtet det værste og dermed også regnet med det. Og selvom sygdommen er på det laveste stadie, vil det altid være hårdt at blive mindet om, at vi allesammen er skrøbelige og dermed menneskelige. (Til gengæld er det det, der bringer os tættere sammen.)

Knap et par uger senere gik Allan og jeg fra hinanden. Jeg vil ikke kede jer med detaljerne om bruddet – det har jeg gjort før. Men det var heller ikke den del, der var den svære del. Bruddet altså. Den svære del af bryde med en, man har kendt og haft nær i flere år, er at lære at være foruden. Og jeg har bestemt ikke fundet kuren mod dette endnu – jeg kæmper stadig med at lære at stå på mine egne ben. Det er en stille kamp, og det er en lille kamp. Men den er der, inde i mig selv.

Lige efter bruddet gik det fremragende. Jeg havde travlt, og vi var stadig på god fod, Allan og jeg. Der var ikke rigtig noget at sørge over. Alle de ting, der skulle til, for at jeg ville få det bedre, skete for mig – helt automatisk. Det var som om, alt var bedre end nogensinde før. Lige indtil det ikke var…

Continue reading »