Single and fabulous (exclamation point)

Scandinavian girl, Kødbyen

I dag er det valentinsdag.

En dag ophøjet kommercielt – så meget at det er den næststørste højtid i USA målt på shopping, kun overgået af julen- og det sniger sig også ind på os her i Danmark. Hvilket er skønt. Skønt for alle de lykkelige par, der har bestilt bord i flere uger i forvejen. Måske har de også givet/modtaget en buket røde roser.

Og kunne ikke være mere glad på deres vegne. Jeg er virkelig en cheerleader for kærligheden i tiden. Bare ikke min egen.

Allan og jeg gik fra hinanden for knap en måned siden. I virkeligheden kunne jeg ikke have forestillet mig et bedre og nemmere brud. Vi lagde praktisk talt ordene i munden på hinanden, og skiltes pænt den aften. De følgende dage troede jeg, jeg var i stykker. Alt føltes som før.

Jeg var ikke i stykker, fordi jeg ikke kunne hænge sammen følelsesmæssigt efter bruddet. Jeg var i stykker, fordi jeg ikke kunne græde en tåre, og fordi jeg ikke havde lyst til at ligge i min seng med kleenex, tøsefilm og Ben & Jerrys. Er det ikke sådan, et brud bør ende? Som om at man er klar til at brænde beviserne og bitche med sine veninder, der beviser en om, at man er bedre end det, og at man ikke behøver ham i sit liv?

Dagene gik, og to uger senere, kunne jeg ikke genkende nogle af de følelser. Jeg måtte være i stykker. Så jeg besluttede mig for at omlægge min hverdag. Måske endda mit liv. Der var så meget at gå i gang med. At tage mine vitaminer og spise sundere. At blive bikiniklar og bumsefri. Og så fik jeg endelig bestilt flybilletter med min kusine, så vi kan tage langt væk fra alt, når min fødselsdag melder sig i foråret – et sted med billige drinks, hvor vi kan lade som om, vi er som taget ud af Sex and the City 2.

Der gik et par dage – måske endda et par uger, men hvem tæller – inden jeg indså det. Jeg er i stykker. Men ikke på den måde, jeg havde troet det.

Billedresultat for carrie bradshaw single and fabulous

Det tog mig et par byture, før jeg indså, at jeg var bange for at tage hjem. Jeg er bange for at komme hjem. Til en tom tilværelse, hvor jeg er alene. Alene som i “single“. Single som i, at jeg ikke har den tryghed, der ligger i at have en kærlighed i baghovedet. For når man inderst inde er et tryghedsmenneske som mig, er det svært at forholde sig til, at man ikke længere har en person, der holder en ud, når man laver fejl. Og lige nu laver jeg mange fejl.

Jeg har vitterligt glemt, hvordan man gør. Hvordan skal man forholde sig til, at man ikke længere er to, der har hinandens ryg – både når man laver fejl, men også når man har brug for at komme ud. En person der tager med, når man trænger til at komme ud, men som følger en hjem, når man er træt og har fået nok af at socialisere. Jeg har glemt, hvordan man er single og skal undvære den person.

Da jeg skrev indlægget om forandringer, troede jeg fuldt og fast, at månedens forandringer ville blive nemme. Det ville være yogatimer og broccoli – et stort skridt for at komme i gang, men efter et par dage, ville det nærmest sidde på rygraden. Det var slet ikke tilfældet, for jeg havde en anden ting at få på det rene. Først måtte jeg lære mig selv at kende igen. Det mig, der ikke havde en person at læne sig op ad og stole på. Men det mig, der skulle lære at stå på egne ben igen – og så i en ret så ny by.

Det er det mig, der skal være Single and fabulous med et udråbstegn, men lige nu, føles det helt klart mere som et spørgsmålstegn.

Sex and the City, Carrie Bradshaw, Single

One comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *