Få den perfekte garderobe og lær at skille dig af med resten

De siger, den perfekte garderobe består af så få stykker tøj som muligt, og at det er kvinden bag (eller manden, for den sags skyld), der er ansvarlig for at få det hele til at ligne en million hver gang, hun (eller han) går ud. Og selvom hele din vennekreds og dit instafeed har set det hele hundrede gange før, skal og kan det styles på nye måder, så det aldrig bliver kedeligt.

Det lyder lidt som en tale om den perfekte kvinde, hvilket, vi ved, er krav, ingen kvinder nogensinde vil kunne leve op til, men nej. Det handler bare om, at skabet hos langt de fleste kvinder består af en masse ubrugte styles eller af tøj, der er outdated eller mangler en knap.

Sælg, giv væk, smid ud

Tro mig, det har taget mig mange år, før jeg begyndte at rydde ud i min garderobe. Og selv når jeg føler, at jeg kommer godt i bund i oprydningen, går der ikke længe, før jeg atter kan fylde en pose eller to med tøj, jeg ikke lige får brugt.

Reglen er: bliver det ikke brugt eller kan det undværes, skal det videre. Og tidshorisonten er tre måneder. Er tøjet ikke brugt inden for de sidste tre måneder, skal det revurderes. Her er det selvfølgelig helt fair at ændre mening og genfinde kærligheden til netop dét stykke stof. Gør du det, er dogmen, at du skal integrere det pågældende item i et outfit snarest muligt. Et outfit du tager på og ikke kun udtænker i hovedet.

Den perfekte garderobe - The perfect wardrobe

Efterfølgende opdeler jeg altid smid ud-bunken i tre kategorier alt efter tøjets stand og kvalitet:

  1. Sælg, hvis tøjet er af høj kvalitet og fin stand, og hvis du tror, du ville kunne få penge for det.
    Her findes der et utal af måder at gøre dette på – gennem apps som Tradono og Zadaa, websites som Trendsales og DBA, og luksus second hand-butikker som Tú a tú på Jægersborggade på Nørrebro, I Blame Lulu på Østerbro, Magnolia’s på Købmagergade i Kbh K, Second på Østerbro, og Kom:mode i Aarhus.
  2. Giv bort, hvis tøjet er i fin stand men ikke er af et mærke eller en kvalitet, hvor man vil kunne få penge ud af det tilsvarende til besværet ved at sælge. Mon ikke der er en søster, en veninde, eller en genbrugsbutik, der kan få glæde af det.
  3. Smid ud, hvis du må anerkende, at netop dette item har udtjent sin pligt. Kendetegn: a) tøjet er nulret efter vask eller brug, b) tøjet er i stykker – huller, manglende knapper, misfarvninger, pletter der ikke går af i vask.

Glem alle regler om mængden af basics i skabet

Jeg har ikke tal på hvor mange artikler, jeg gennem tiden har læst om, at den perfekte garderobe er fyldt med gode basis. Og ja, der er absolut intet galt med at være tosset med basics, men det er tid til at vågne op og åbne øjnene for, at vi er nået til år 2018. Året hvor de eneste basics, du behøver, er dine trusser. Hvis du kan slippe afsted med det, behøver du knap nok en BH i skabet.

Da jeg var yngre, kunne man ikke få nok af sorte toppe til at have indenunder ALT, den lille sorte (…kjole), basic t-shirts, basic jeans, den stribede trøje, den sorte blazer og grå cardigans. Men alt det her er altså slut nu – det er slet ikke nødvendigt at have styr på din “basics garderobe”. Vi lever i en tid, hvor det er fedt at skille sig ud, og hvor det ikke længere betyder sikkerhed at have sort på, men nærmere kedeligt. Se bare den skønne sommer, vi har haft, hvor der for alvor kom gang i farverne og blomsterne, og hvor de bedste og eneste basics var accessories og bare ben.

Men: Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg tosset med cykelshorts, men det er – tror det eller ej – kun smart til meget korte kjoler og til dage, hvor man cykler. Og så har jeg en svaghed for hvide tees. Ingen regel uden undtagelser…

Accessories betyder ALT for dit outfit

Lige så snart du har sammensat den garderobe, der reflekterer din stil bedst, er det tid til at gå i dybden med alt tilbehøret. Og spørger du mig, så er den her del en af de vigtigste processer, når du klæder dig på om morgenen.

Køb det kun, hvis du ikke kan lade være

Det her er nok det råd, jeg selv har sværest ved at følge. Rettelse: Det er uden tvivl her jeg fejler mest, for jeg elsker at shoppe, og det kan give mig et kick at gøre det. Men hvis man trodser dette råd, skal man også være klar til at skille sig af med tøjet snarere end andet.

Når det er sagt, er de bedste pieces i skabet nogle gange de køb, der var mest tilfældig og knap så gennemtænkte. Men alt med måde.

Regler: Køb aldrig hvis

  • Tøjet skal syes ind eller lægges op, og det vil kræve mere besvær end, hvad der svarer til din kærlighed til dette item.
  • Det ikke komplimenterer dine former.
  • Tøjet ikke er i en stand, du ville kunne give i gave.
  • Du er i tvivl.
  • Du føler dig utilpas i det.
  • Dette item er som alt andet, du ejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *