Of course you’re not fit – take a look at yourself, you lazy slut!

Slik

Synes I, det er en hård konstatering?

Nu har jeg brugt en håndfuld år på at tage mig sammen og begynde at bevæge mig. Grundene bag er mange, rigtig mange. Nogle gange har det været for at få bedre kondi, nogle gange for at blive sundere. Ind i mellem ville jeg gerne tabe mit hvalpefedt – eller den der lille mave, min mor bliver ved at påpege. Eller måske mine gode lår, som min morfar siger (som en kompliment, selvfølgelig, men det er der ikke meget kompliment i for en pige på dengang 18 år). Men nogle gange er det hele bare kode for: “jeg vil bare have en god røv i de bukser!”

Men lige lidt hjælper det hele. Lige lidt har jeg taget mig sammen. Uanset hvor mange træningsmaskiner min mor køber, eller hvor mange penge jeg har brugt på Fitness World, nogle måneder uden så meget som at cykle forbi centeret. Men nu må det altså snart være slut; nu må jeg tage mig sammen. Det er i hvert fald, hvad jeg plejer at sige til mig selv.

Dagens kur

Det er snart en måned siden, jeg startede på kur. Low carb high fat-kuren havde jeg vel tænkt mig. Hvis jeg bare kunne holde den i en uge, måtte det være fint – i det mindste ville det være en start og et springbræt, inden jeg skulle på ferie. Kuren holdt i en halv dags tid og bliver stadig – en måned efter – udskudt til i morgen.

Udrensningen

For et par år tilbage, da jeg boede hjemme, ville jeg forsøge med en juice-kur. Bare som udrensning (den her krop må indeholde mange affaldsstoffer efter tyve år med kærlighed til mælkesnitter, ost i alle arter og senere drinks). Jeg havde købt lækre, organiske juicer (fra tyske mærker selvfølgelig; tyskerne er vilde med bio) med alle mulige sjove og lækre frugter og grøntsager i. Jeg havde endda sørget for, at det var juicer, der smagte godt og ikke bare var sunde og fornuftige. Kuren startede da jeg stod op, lørdag morgen, og endte et par timer efter, da mine bedsteforældre kom forbi med rundstykker… Siden har jeg ikke forsøgt igen.

It’s a run and hide

Min første løbetur længe var sidste fredag. Min anden løbetur skulle have været søndag. Og mandag. Og tirsdag. I kan vel se, hvor det fører hen. Sådan har det været mange gange før.

Det er vel altsammen bare dovenskab. Jeg har i hvert fald svært ved at argumentere over for mig selv, at det kan være et aktivt valg. At vælge løbeturene fra, fordi de føles overflødige, men det er der virkelig ikke meget i min krop, der kan overbevises til at det.

Men er det sådan alle andre har det? Er vi delt op i to slags mennesker: de, der er til løbeture og broccoli, og de, der er til Netflix og Marabou?

Jeg er spændt på, om der er nogle mennesker, hvor dette falder dem naturligt. Det vil jeg våge og påstå, at der ikke er. Alle har sine kampe, og et sted i min krop, er jeg overbevist om, at hvis jeg får løbet den første tur, den næste og måske også den tredje, så bliver det hele lidt nemmere. Og sjovere.

P.s.: Fik jeg nævnt min søde tand? Billedet foroven siger alt…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *