Langtidshævede rugboller med gulerod

rugboller

Der er intet som nybagte boller om morgenen til en kop te, specielt nu, hvor vi er trådt over i vintertiden.

Jeg er vokset op med en mor, der har bandlyst hvidt brød, hvilket har bydt på mange forsøg i bageriet i det lille hjem. Mest af alt har vi forsøgt os med boller, hvor man kunne putte så meget rugmel i som muligt. Rugmel var et af min mors mange kodeord for sundhed, og det blev lystigt puttet i brød såvel som pandekagerne, der alligevel blev serveret med is. (Går det så i nul eller er det en ligegyldig kamp?). Men ja, der er blevet bagt mange rugboller i mit barndomshjem.

Derudover har jeg en lillebror, der i mange år har set grøntsager som en trussel, hvilket blot satte en konkurrence i gang. En konkurrence der gik ud på, hvor mange grøntsager, hun kunne gemme i frikadellerne eller i hendes bagværk. Selv den dag i dag, hvor han nærmer sig de tyve år, lægger hun alle kræfter i at blende og rive broccoli og camouflere det i supper og i farsen.

Min bror har flere gange indrømmet overfor mig, at han gennem flere år har kendt til hendes små løjer. Min mor tror ikke han er klar over, hvor meget og hvor ofte det sker.

Hvorom alting er, har jeg arvet min mors uendelige forsøg på at skabe bagværk der er lækkert såvel som sundt. Prøv opskriften derhjemme, den er supernem!

Rugmel morgenboller

Langtidshævede rugboller med gulerod
8-10 styks

Du skal bruge

10 g gær
3 dl koldt vand
1 spsk kokospalmesukker (kan erstattes af mørk rørsukker)
2 spsk solsikkeolie
1/2 tsk salt
1 knsp. kardemomme
1 dl solsikkekerner
2 gulerødder
5 dl fuldkornsrugmel

Sådan gør du

Gør gær og sukker ud i vandet til, der ikke er klumper. Tilsæt salt, kardemomme, olie og solsikkekerner og sørg for, at det er fordelt jævnt.

Riv gulerødderne groft og vend dem i dejen. Vend forsigtigt melet i, lidt af gangen. Dejen vil til slut være klisteret, men melet suger væsken i løbet af hævetiden.

Lad dejen stå overdækket i køleskabet natten over. Tag den så ud næste morgen og lad den gerne stå en halv time i stuetemperatur, før du former bollerne med våde hænder. Lad bollerne hæve i yderligere en time under et viskestykke.

Bag bollerne i cirka 25 minutter ved 180 grader varmluft. Lad derefter bollerne køle af – de vil virke lidt klæge, når du tager dem ud, men når først de er afkølede, vil de være perfekte.

Servér med saltet smør.

langtidshævet

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *