Jeg var lykkeligt uvidende – indtil nu…

bruddet
Det er gået op for mig, at jeg har haft et dårligt år. Eller start på året: et dårligt 2018.

Vi skulle ikke mange dage ind i januar, før et af mine tætteste familiemedlemmer fik konstateret en neurologisk sygdom. Det var et par hårde dage efter nyheden, selvom vi inderst inde havde frygtet det værste og dermed også regnet med det. Og selvom sygdommen er på det laveste stadie, vil det altid være hårdt at blive mindet om, at vi allesammen er skrøbelige og dermed menneskelige.

Knap et par uger senere gik Allan og jeg fra hinanden. Jeg vil ikke kede jer med detaljerne om bruddet – det har jeg gjort før. Men det var heller ikke den del, der var den svære del. Bruddet altså. Den svære del af bryde med en, man har kendt og haft nær i flere år, er at lære at være foruden. Og jeg har bestemt ikke fundet kuren mod dette endnu – jeg kæmper stadig med at lære at stå på mine egne ben. Det er en stille kamp, og det er en lille kamp, men den er der. Inde i mig selv.

Lige efter bruddet gik det fremragende. Jeg havde travlt, og vi var stadig på god fod, Allan og jeg. Der var ikke rigtig noget at sørge over. Alle de ting, der skulle til, for at jeg ville få det bedre, skete for mig – helt automatisk. Det var som om, alt var bedre end nogensinde før. Lige indtil det ikke var…

Pludselig begyndte det at være en realitet, og tingene ramlede sammen for mig. De arbejdstimer og vennedates, der skulle lade mig komme på andre tanker, stressede mig. De spørgsmål, folk stillede for at hjælpe, virkede pludselig overfladiske og stødende.

Til gengæld kunne jeg se alle andre være lykkelige par som bare pokker. Både på film og i virkeligheden. Folk omkring mig fandt lykken på Tinder eller mandede sig op til at spørge pigen, de havde datet længe, om næste skridt. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg forsat var en cheerleader, som jeg havde været i starten af mit “singleliv”. Men det ville være en løgn. En løgn som den, man giver folk, når de spørger, hvordan man har det. Man siger, at vejret kunne være bedre – og den del er sand. Man siger, at man trænger til ferie – og den del er sand. Men på den der bytur for man mandet sig op, og i kampens hede får man sagt, at man er sin egen lykkesmed, og at man derfor aldrig har haft det bedre. Måske går man så vidt som at sige, at det er karma. At det hele var meningen og en del af en større helhed.

Det er ikke det utal af billige fadøl eller Gin & Tonics, man fik aftenen forinden, der giver tømmermændene, den efterfølgende dag. Det er alle løgnene. For man begynder selv at kunne skelne – og antallet af løgne er lige så højt som antallet af sandheder. Og antallet af sandheder er kun højt, fordi man har talt over sig i sin brandert.

Leopardpels

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *