Alt det, du gik glip af…

Der er mange ting, der går bloggen lidt forbi for tiden. Men det betyder kun, at der er endnu flere ting at fortælle. Eksempelvist, at jeg har fået pandehår… eller en sød kæreste. Så alt er godt på denne front, og jeg håber det samme for alle jer.Pandehåret har jeg selv klippet hjemme på flisegulvet hos min mor i Silkeborg. Fyren hedder Alexander, er sød og er ikke så tosset med (læs: har endnu ikke fundet kærligheden ved) blogs eller instagram, så mon ikke der går lidt tid, før han yderligere bliver en del af mine sociale medier.

emiliemig

Men ja, der sker så meget for tiden. En del er skolerelateret, da jeg afslutter min toårige handelseksamen (HHX) til sommer. I samme tråd har jeg altså bestilt mig en fin lille hue og lagt billet ind på studentervognsturen. Glæder mig faktisk efterhånden ret meget.

Derudover får jeg set meget til min søde og jævnaldrende kusine, Maiken, som I måske husker fra et tidligere indlæg eller gennem min instagram. Hun er nemlig flyttet til København, så vi drøner rundt til en masse arrangementer, vi synes ser spændende og underholdende ud. Indtil videre har vi været til Dragbanko med Veninderne på Comedy Zoo, fået rundvisning af Uffe Elbæk på Christiansborg, været til Plantemarked i Absalon på Vesterbro, været til optagelser på Tæt på Sandheden af Jonathan Spang, set TED talk ved CBS feminism society, drukket mange kopper varm kakao og spist burgere. Indimellem går vi også til Yoga eller spiser aftensmad sammen. Og som om det ikke var nok, tager vi forbi Comedy Zoo igen i aften og runder ugen af med et lille show af Anders Stjernholm.

Det er så hyggeligt at have en så nær veninde og familiemedlem inden for rækkevidde. Forleden jokede vi med, at rejse riget rundt sammen og opdage og skrive om landets øer. Det kunne være sjovt og spændende at gøre alvor af engang. Vi har jo allerede været i Egypten og Riga sammen…

I skrivende stund sidder jeg på en bus på vej hjem til København, klokken fortæller mig, at det er eftermiddag, men jeg kan se, at når jeg er i KBH om 40 minutter er det blevet helt mørkt… Det er vel et af tegnene på, at vi er godt på vej mod vinteren (men også julen, yes!). Førnævnte Maiken og jeg tog i Fredags turen til Aarhus, til et af de dersens arrangementer, vi synes så spændende ud. Vi tog til fest med en masse andre bloggere eller influencers, der ligger under agenturet, Brandheroes.

 

Den opmærksomme følger har bemærket, at jeg af og til, laver lidt larm i form af reklame på Instagram, og det er altså Brandheroes, der muliggør samme. Det er af samme led, at jeg har fået lov at blive ambassadør for The Body Shop – og i denne omgang har jeg fået en stor og flot julekalender, som jeg glæder mig til at vise jer senere(!). Fredag havde Brandheroes inviteret deres ansatte og influencers til oplæg af forskellige branchefolk, eks. Instagrammeren Charlotte Caroline, og virksomheder, der benytter sig af influencermarketing. Senere stod den på drinks, tapas og sidst på koncert med henholdsvis Topgunn og DJ Martin Jensen. De to musikere leverede en fantastisk og dansabel stemning, på trods af at det var en lille (ca. 200 personer) og lukket fest. Vi gik trætte og glade i seng.

Morgenmad

Det betød også, at jeg fik muligheden for at hygge hjemme i Silkeborg resten af weekenden. Og I kan tro jeg fik slappet af med rundstykker, Go’ morgen Danmark, puslespil, bland selv-slik og en lille familietur ud og spise vietnamesisk. Så skønt at koble lidt af sådan. I dag var mindst lige så skøn: en kort luftetur i efterårsbladene med Mutti og derefter morgenmad og strikkehygge med et par af mine tidligere kollegaer. Før jeg vidste af det, var jeg atter på vej til KBH igen.

Det var vist alt for denne søndag. Jeg håber, I føler jer lidt mere up to date på trods af stilhed på bloggen. Hvordan har I nydt weekenden? Med julefrokoster eller Netflix? (jeg har en Netflix guide lige her, hvis det skulle friste)

Stort knus herfra.

hygge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *